FAQ – Ingredienser og certificeringer
Vi får dagligt mange spændende spørgsmål fra alle jer, der følger med på vores kanaler. Det er rørende at opleve så stor dedikation og nysgerrighed på de områder, der er vigtige for os. Vi gør altid, hvad vi kan for at møde jeres behov, og vi er så taknemmelige for alle de inspirerende og udfordrende spørgsmål I sender vores vej – uden dem og jer ville Miild ikke være, hvor vi er i dag, så tak for det! Vi har samlet nogle af de oftest stillede spørgsmål og opdelt efter kategori. I dag skal det handle om certificeringer og ingredienser – noget der er rigtig vigtigt for os, da vi herved lever op til vores vision om at skabe transparens og tryghed på det kosmetiske marked. God læselyst!
Bruger Miild Mica i produkterne? Hvorfor har Mica et dårligt rygte?
Mica er et mineral, der bl.a. bruges til at tilføre kosmetiske produkter glimmerpartikler. Der er Mica i vores blush, highlight, bronzer, pudder og øjenskygge- og øjenbrynskit.
Tilbage i 2014 kom det frem, at man nogle steder i Indien udnyttede børnearbejde til udvinding af Mica. Det tager vi i Miild meget alvorligt. Vi undersøger og har ALTID undersøgt, hvor den Mica, vi bruger, kommer fra. Der er heldigvis siden 2014 blevet sat stor fokus på problemstillingen, og vilkårene er i mange sammenhænge blevet markant forbedret. Vi skal for alt i verden undgå at bidrage til ulovlig udvinding af Mica, og vi tager stadig den dag i dag sagen dybt alvorligt. Vi tager vores forbehold, tager ingen chancer og ønsker at være 100% transparente omkring vores brug af Mica. I kan derfor være helt trygge ved, at der aldrig vil være og aldrig har været børnearbejde involveret ved udvindingen af Mica hos de producenter, Miild benytter.
Grundet COVID-19 situationen er vi opmærksomme på, at forholdene i de lande der udvinder Mica, kan være ændret. Vi er derfor i gang med at undersøge forholdene nærmere.*
Er der aluminium i Miilds produkter?
Rigtig mange produkter indeholder aluminium, og det kan derfor være en god idé at undersøge, hvilken type aluminium, der benyttes i de produkter, du bruger. Grundlæggende kan man dele aluminiumholdige stoffer op i 2 grupper:
1. Stoffer hvor aluminium er bundet hårdt i en krystalstruktur og derfor ikke vil være tilgængeligt for kroppen. Det kan f.eks. være mineralske stoffer som Magnesium Aluminium Silicate og almindeligt glas.
2. Stoffer som er opløselige, så aluminiummet bliver tilgængeligt for huden. Det kan være organiske aluminiumsalte eller Aluminium Chlorohydrat (kendt fra den aluminium, der oftest er i deodoranter).
I Miilds produkter benyttes der aluminium, fordi det indeholdes i rigtig mange mineraler – eksempelvis Mica. Det aluminiumholdige stof, Miild bruger, er Magnesium Aluminium Silicate. Det er meget stærkt bundet og er ikke tilgængeligt for huden. Det er derfor helt ufarligt!
Kan jeg tåle Miilds produkter med nikkelallergi?
Miilds produkter indeholder alle nikkel under 1 ppm (parts per million, målt vha. svedopløselighedstest) hvilket betyder at man, selvom man er nikkelallergiker, ikke reagerer allergisk på produktet. På trods af det forsvindende lave nikkelindhold insisterer vi på gennemsigtighed for forbrugeren og er klar over, hvor alvorlig og traumatisk en allergisk reaktion kan være. Derfor kommunikerer vi åbent om nikkelindholdet af vores produkter, selvom det er så lavt, at det ikke vil forsage en allergisk reaktion.
Kan jeg tåle Miilds produkter med nøddeallergi?
En af kerneingredienserne i vores produkter er sød mandelolie. Men du skal ikke være bekymret for, om du kan tåle de olier, vi bruger, hvis du eksempelvis er nøddeallergiker. Olien optages gennem huden og ikke mavetarmen. Hvis du har fødevareallergi, reagerer du over for proteinerne i maden, og den allergiske reaktion opstår i mødet med tarmen. Derfor kan du roligt bruge vores produkter, selvom du er nødde- eller mandelallergiker. Læs mere her.
Er Miilds produkter veganske?
Stort set alle vores produkter er 100 % veganske. To af vores produkter er ikke, da de indeholder bivoks. Det drejer sig om concealeren og mascaraen. Vi bruger bivoks, fordi den er med til at sikre os den konsistens, vi ønsker. Da vi begyndte at udvikle produkterne for år tilbage, var det ikke muligt at opnå den kvalitet, med de certificeringer vi ønskede, uden brug af bivoks. Man er med tiden blevet klogere, og der er i dag 3 typer voks, vi alternativt kan bruge:
Problemet med alternativerne er, at man endnu er uerfaren i brugen af dem. På nuværende tidspunkt ville vi gå på kompromis med kvaliteten, hvis vi erstattede bivoksen. Den bivoks, vi bruger, er selvfølgelig 100 % økologisk, men vi er klar over, at nogle veganere må vælge de bivoksholdige produkter fra, hvilket vi selvfølgelig er kede af. Det er vores mission konstant at skubbe grænserne for os selv og det kosmetiske marked på alle parametre, og derfor arbejder vi også på at kunne blive endnu mere veganske. F.eks. har vi i udviklingen af vores læbepomade, der normalt ville indeholde bivoks, formået at bruge den helt rigtige blanding af de alternative vokse, for at opnå en høj produktkvalitet og stadig møde de 3 certificeringer.
Hvorfor har Miilds produkter ikke en højere økologiprocent, når det er et økologisk brand?
Alle vores kosmetikprodukter er certificerede af ECOCERT, hvilket sikrer naturlighed og økologi. For at opnå ECOCERT COSMOS Organic-mærket skal mindst 20 % af produktets ingredienser være økologiske med undtagelse af produkter, der vaskes af eller har et mineralindhold på over 80 % – her skal kun 10 % af ingredienserne være økologiske. Endelig skal mindst 95 % af de naturlige olier i produktet være økologiske. Vi kan godt forstå at 10 % eller 20 % måske ikke lyder af meget, men det forholder sig en smule anderledes med økologisk kosmetik end økologiske fødevarer, da det i kosmetik ikke er fysisk muligt at opnå samme mængde af økologi som i fødevarer. Kosmetiske produkter indeholder en række hjælpestoffer som ikke kan fås økologisk så som vand, mineraler, emulgatorer, sæbestoffer mv. Hvis vi tager pudderen som eksempel, består den primært af farver og mineraler. Ingen af disse kan være økologiske og derfor er procenten ikke højere end den er. Det, der giver pudderen tekstur, er majsstivelse – det kan godt være økologisk, så det er det selvfølgelig. Kort fortalt kan man beskrive det sådan, at de ingredienser i Miilds produkter, der kan være økologiske, er økologiske.
Er Miilds pensler certificerede?
Det korte svar er nej. Lidt ligesom det, at en del ingredienser ikke kan være økologiske, forholder det sig med certificeringerne: ikke alting kan certificeres. Ikke fordi penslerne ikke er allergivenlige eller bæredygtige, men fordi det simpelthen ikke er et produkt certificeringerne dækker. Hvis vi ser på penslerne består de af 3 dele:
Ingen af delene hører hjemme under nogle af vores certificeringer. De hår, der bruges til Miilds pensler, er dog syntetiske, så vi sikrer os at være så allergivenlige som muligt. Skafterne er af træ og er bæredygtige.
Hvordan er bæredygtigheden af de af Miilds emballager, der ikke er pap?
Det er et spørgsmål, vi ofte bliver stillet, og det forstår vi godt, i og med vi ofte taler om vores papemballager, som vi er meget stolte af. De emballager, der ikke er af pap, er af plast. Det drejer sig om vores mascara, foundation, eyelinerhætte og skinloveserie. I er mange, der spørger, om vi bruger genbrugsplast, og det gør vi ikke. Det er dog noget, vi rigtig gerne vil komme til at bruge med tiden, men det forholder sig sådan, at man endnu ikke har helt styr på kravene til, hvad plasten tidligere har indeholdt og/eller været i kontakt med. Derfor kan vi som allergivenligt brand ikke benytte os af det, da vi først og fremmest er nødt til at tage hensyn til forbrugeren. Det betyder dog ikke, at vi ikke tager hensyn til bæredygtighed, når det gælder vores plastemballager. Både Svanemærket og ECOCERT har emballagekrav, og vi benytter os derfor kun (når det er teknisk muligt) af plasttyper, der er genbrugssystemer til. Derudover forsøger vi konstant at optimere vores emballagekrav og bruger f.eks. ikke æsker til vores produkter, da det for os at se er unødvendig emballage. Ydermere fokuserer vi på at informere og uddanne vores kunder til at håndtere og affaldssortere korrekt. Der vil meget snart være en dybdegående sorteringsguide klar på bloggen!
Hvorfor har i ikke mørkere farver i jeres sortiment?
Vi vil rigtig gerne have mørkere farver, så alle kan bruge Miild, men pga. vores certificeringer kan vi kun bruge 5 forskellige farvestoffer (Jernoxid: gul, rød og sort, Titandioxid: hvid og Manganese violet: lilla). Derudover skal alle vores produkter indeholde nikkel under 1ppm, så vi forhindrer allergiske reaktioner, hvilket igen udfordrer os på farverne. Jo mørkere noget er, jo mere farve skal der til, og jo sværere har det været at holde nikkelindholdet under 1 ppm. Af den årsag har vi ikke mørkere farver på nuværende tidspunkt; MEN vi kæmper videre og går målrettet efter en bredere farvevifte. Både på foundations, concealere og puddere.
Hvad betyder raffineret olie og bruger Miild raffinerede olier?
Når en olie er raffineret betyder det, at den er blevet behandlet på en måde, så den bliver renere. Der findes mange forskellige raffineringsprocesser – det kan f.eks. være fjernelse af voks, lugt eller urenheder. I Miild bruger vi både raffinerede og uraffinerede olier. Når man raffinerer en olie, bliver den som sagt renere, men man fjerner også nogle af de gode egenskaber så som naturlige antioxidanter og vitaminer. Derfor giver det mening, når man skal bruge en olie som ingrediens, at gå ind og vurdere fordele og ulemper fra gang til gang. F.eks. bruger vi overvejende raffinerede olier i læbeprodukter, da olier, der kan give fødevareallergi, ikke er farlige, når først de er raffinerede.
Er der asbest i Miilds produkter?
Efter dokumentaren ”Skønheden er giftig” rullede over skærmene i slutningen af 2020, har vi modtaget en del henvendelser vedrørende talkum og asbest. Vi har skrevet et blogindlæg, der går i dybden med dokumentaren og de problemstillinger, den fremhæver. Primært lyder bekymringen på, om der er asbest i Miilds produkter, fordi man har fundet ud af, at asbest kan forekomme i samme områder som mineralet talc. Det er derfor vigtigt at lægge udgravningerne af talkum i områder, hvor der ikke er asbest. Det talkum, vi bruger i Miild, er testet vha. X-ray diffraction analysis, som testes direkte på råvaren. Hvis der er målt asbestfibre, må det ikke sælges. Dette måles hver evig eneste gang, der laves et batch ved producenten af mineralet. Normalt er det ikke noget, man i EU er bekymret for, da der er strenge krav på området og endnu ikke er fundet asbest i kosmetiske produkter her. Du skal altså ikke være bekymret for asbest i Miilds produkter, det er der ikke!
Vores certificeringer dækker mange af de spørgsmål i stiller os og er ofte med til at sikre, at de ingredienser, vi bruger, er så nænsomme, bæredygtige og økologiske som muligt.
En certificering er et sæt regler, der rækker ud over lovgivningen, og som har endnu mere skærpede regler, end dem man af lov skal følge. Du kan læse mere om certificeringerne her.
Hvis du brænder inde med et spørgsmål, der ikke blev besvaret, må du endelig skrive en kommentar eller sende en mail til shop@miild.dk.
*Tilføjet den 9/6-2021
Trackbacks & Pingbacks
[…] Læs vores svar til FAQ her […]
[…] Læs mere omkring ingredienser i Miild produkter her. […]
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!