Hvad betyder det, når mit kosmetikprodukt er naturligt eller økologisk?

Det vil vores nye medlem af Miild-familien, Kaspar, hjælpe os med at gøre dig klogere på. Men først vil vi fortælle dig lidt om hvem Kaspar er, samt hvorfor vi har valgt lige netop ham som vores kemiingeniør. 

Kaspar har mange års erfaring inden for kosmetikbranchen og har et bredt kendskab til certificeringer, da han qua hans tidligere job hos Dermapharm har beskæftiget sig med allergivenlig og miljøvenlig kosmetik. Kaspar er uddannet kemiingeniør og har blandt andet haft ansvaret for dokumentation af råvarer, lovgivning og stået for at hjælpe sælgere og kunder i forhold til kemisk viden omkring råvarer og lovgivning.

Derudover har Kaspar siddet som certificeringsagent hos AllergyCertified, hvor han stod for at godkende produkter inden for maling, kosmetik og makeup. Her bestod arbejdet i at læse videnskabelige rapporter og artikler for at vurdere risikoen for allergi i de produkter, der skulle certificeres.

I august 2018 ansatte vi Kaspar hos Miild, som Kvalitets- og Certificerings Manager. Kaspar har derfor nu ansvaret for kosmetiklovgivning, certificeringer og hele den tekniske viden omkring råvarer i Miilds produkter.

Vi er pave stolte og meget beærede over, at have fået Kaspar som kemiingeniør. Kaspar spiller en afgørende rolle for fremadrettet at sikre høj kvalitet ift.  information om, hvad der er op og ned i denne branche. Og i forlængelse af dette, vil vi her starte med at gøre dig klogere på naturlig og økologisk kosmetik.

 

Vi håber, at du har lyst til at læse med 💭

 

Hvilken betydning har det at vælge naturlig eller økologisk kosmetik?

Vi hører efterhånden flere og flere mærker bruge ordene ”naturlig” eller ”økologi” i deres markedsføring. Det er buzzwords, som vi kender alt til, når det handler om fødevarer, men hvordan hænger det sammen, når det er kosmetisk (makeup og hudpleje) vi taler om? Og er der forskel på de to ord, eller er det to sider af samme sag? Det vil vi prøve at gøre dig klogere på i dette blogindlæg.

 

Hvad betyder det, når mit kosmetikprodukt er naturligt?

Fra lovgivningens side, er der ikke nogen definition på, hvad et naturligt produkt er. Der er mange forskellige holdninger til, hvordan man karakteriserer stoffer, der kan anvendes i et naturligt produkt[1].

For at skabe et overblik, har vi delt stofferne op i 4 kategorier af råvarer, som typisk anvendes i naturlig kosmetik:
  • Stoffer udvundet direkte fra plantemateriale, mikroorganismer, dyr eller fra mineraler. Det kunne være vegetabilske olier (mandelolie eller sheabutter), bivoks eller jernoxid (rød farve).
  • Stoffer fra naturen, der er modificeret ved hjælp af en kemisk proces. Det kunne være glycerin eller sodium cocosulfate.
  • Stoffer der findes i naturen, men som laves syntetisk. Det er typisk konserveringsmidler, såsom sodium benzoate, der findes naturligt i frugt[2], men den eneste måde det fremstilles i dag er syntetisk.
  • Stoffer der tager udgangspunkt i stoffer fra naturen, men modificeres med syntetiske stoffer. Det kunne være Cocamodipropyl betaine, hvor en del af stoffet er fra naturen og en del er fra syntetisk oprindelse.

Når der ikke er en definition eller faste retningslinjer fra lovgivningens side, er det derfor umuligt for forbrugeren at gennemskue hvilke krav et naturligt produkt lever op til. Derfor anvender vi certificeringer på vores produkter, da certificeringerne har krav til hvad produktet skal leve op til, for at det kan blive naturligt certificeret.

Hvad betyder det, når mit kosmetikprodukt er økologisk?

Indenfor kosmetik er konceptet økologi nyt. De krav der er til økologisk kosmetik, tager udgangspunkt i de krav, der gælder for fødevarer. I 2011 beskrev forbrugerombudsmanden reglerne for økologiske kosmetikprodukter[3]:

  • Produktet skal indeholde over 95% økologisk certificerede råvarer (der ses bort fra vand). Dertil er der krav til produktionen af råvarerne. De er dog ikke yderligere beskrevet. Der må ikke indgå syntetisk fremstillede stoffer, som man ikke ville forvente i økologiske produkter. Mindst 20% af produktet (inklusiv vand) skal være økologisk certificeret.
  • Hvis produktet har en økologicertificering, godtages det også som et økologisk produkt.

En anden tilgang der også anvendes er, at skrive på produktet at det indeholder økologiske råvarer. Dertil skal de stoffer, der er økologiske, angives på produktet og % skal angives.

 

Certificeringer

Det er certificeringerne, der er forbrugerens forsikring om, at kravene til certificeringen er beskrevet og at produktet er godkendt i henhold til disse krav. I EU er nogle af de mest kendte natur- og økologicertificeringer Cosmos[4]og NaTrue[5].

Nogle af de specifikke krav disse certificeringer har sat er blandt andet:
  • Krav til andel af naturlige og økologiske råvarer
  • Positive og negative lister for produktionsmetoder for råvarerne, så de mest miljøbelastende ikke tillades
  • Specifikke syntetisk-fremstillede råvarer tillades, så det er muligt at konservere
    produktet – resten tillades ikke
  • Ingen GMO (Genetisk modificeret organisme)
  • Ingen radioaktivt bestrålede råvarer
  • Producenterne af produkterne bliver kontrolleret

Ønsker du at læse mere om de specifikke krav? Så kan du finde mere information i standarderne for certificeringerne, Cosmos[6]og NaTrue[7].

Forbrugerombudsmandens krav til økologiske kosmetikprodukter, kommer som tidligere nævn fra fødevarer, hvilket derfor betyder, at de ikke passer særlig godt på kosmetikprodukter. Kosmetik indeholder nemlig farvestoffer, emulgatorer og sæbestoffer, som i dag ikke er muligt at få økologiske. Derfor er det stort set umuligt at lave et produkt 95% økologisk, medmindre der er tale om olieprodukter. Certificeringernes krav gør det muligt at lave økologiske produkter inden for de fleste kategorier af kosmetik, så forbrugeren stadig har et valg.

 

Hvad dækker en naturlig og økologisk certificering ikke?

Når der snakkes om naturlige og økologiske produkter, nævnes altid hvor godt det er. Men der snakkes aldrig om, hvad det dækker ikke.

  • Sundhed og allergi er der ikke krav til ved certificeringerne NaTrue og Cosmos. Hvis et problematisk stof som f.eks. et af de hormonforstyrrende parabener kunne produceres naturligt og lever op til certificeringernes krav, vil det også kunne anvendes i naturlige og økologiske produkter.
  • Miljøpåvirkning af miljøet efter brug af produktet, er der ikke krav til.

Hos Miild går vi meget op i at produkterne skal være så sikre som muligt for sundheden og miljøet. Derfor er sundheden dækket ind ved at produktet er AllergyCertified, og miljøpåvirkningen efter brug af produktet er dækket af Svanemærkningen.

 

Hvorfor skal jeg vælge naturlig og økologisk kosmetik?

Et naturligt og økologisk produkt betyder at der er krav til hvordan produktet og råvarerne er fremstillet. Dette handler derfor om bæredygtighed og hvordan vi behandler vores klode. Vi går derfor i Miild meget op i at være bæredygtige, og derfor er vores produkter så vidt muligt naturligt og økologisk certificeret.

 

Men kan man sige, at naturlig og økologisk makeup er = sundhed?

Det er et interessant spørgsmål, som vi vil tage op i et andet blogindlæg. Indtil da, får du en lille teaser fra miljøstyrelsen, som her skriver:

I kosmetiklovgivningen findes ingen bestemmelser om økologi, da denne lovgivning primært er udarbejdet af hensyn til forbrugerbeskyttelse, og økologi ikke har en sammenhæng med sundhed i forbindelse med kosmetiske produkter. Dog er der en bestemmelse om, at man ikke må markedsføre kosmetiske produkter på en måde, der kan vildlede forbrugeren. Dette betyder i forhold til økologi, at man ikke i markedsføringen må antyde, at produktet er sundere eller fx mindre allergifremkaldende, fordi det indeholder økologiske ingredienser.”[8]

Vi glæder os til at gøre dig endnu klogere på natur- og økologisk kosmetik og håber, at du indtil videre, har fået lidt mere viden omkring emnet.

Hvis du har nogle spørgsmål på hjertet, efter at have læst dette blogindlæg, så send os en besked eller smid en kommentar i kommentarfeltet, så vil vi med hjælp fra Kaspar gøre, hvad vi kan for at besvare dit spørgsmål.

 

Vi ønsker dig en dejlig dag ♡

 

Varme tanker,

Tine og Tanja.

 

[1]https://mst.dk/kemi/kemikalier/saerligt-for-borgere-om-kemikalier/groenne-tips/din-personlige-pleje/faelles-baggrund/oekologisk-kosmetik-og-naturkosmetik/

[2]Artikel: Separation, Characterization, and Quantitation of Benzoic and Phenolic Antioxidants in American Cranberry Fruit by GC−MS. Forfatter: Yuegang Zuo*, Chengxia Wang, and Jian Zhan. Reference: J. Agric. Food Chem. 2002.  50, 13, 3789-3794.

[3]https://www.forbrugerombudsmanden.dk/media/46475/2016-miljmssige-og-etiske-udsagn.pdf

[4]https://cosmos-standard.org/

[5]http://www.natrue.org/

[6]https://cosmos-standard.org/

[7]http://www.natrue.org/

[8]https://mst.dk/kemi/kemikalier/saerligt-for-borgere-om-kemikalier/groenne-tips/din-personlige-pleje/faelles-baggrund/oekologisk-kosmetik-og-naturkosmetik/

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.