Interview om hårpleje uden skadelig kemi
Kunne du tænke dig at blive klogere på hårpleje uden skadelig kemi?
Så er dette interview lige noget for dig! Jeg har været så heldig, at få lov til at interviewe Josefine Kampmann, der arbejder hos Purely Proffesional. De producerer hårpleje med færrest mulige indholdsstoffer med ingredienser, der er gode for både dig og verden, og med stort fokus på renhed. Jeg er vild med Purely Professionals produkter og er stolt over, jeg har fået lov til at lave dette interview med dem. God læselyst.
Hvilke stoffer i hårprodukter skal man være særligt opmærksom på? Og hvorfor?
Det kommer lidt an på hvilket hensyn man vil tage. Hvis man er interesseret i at forsøge at undgå allergiske reaktioner og irritation, skal man være opmærksom på parfume, konserveringsmidler, skrappe sulfater og farvestoffer. Hvis man vil skåne miljøet, er silikoner også relevant at være opmærksom på.
Hvad er sulfater og silikone? Og hvad er deres funktion i hårprodukter? Er der fordele og ulemper?
Sulfater er vaskeaktive stoffer – det vil sige det er kemiske forbindelser der kan opløse fedt i vand. Det er altså et sæbestof og det der renser håret. Der findes mange forskellige vaskeaktive stoffer og sulfaterne er nogle af de mest udbredte især det stof der hedder sodium laureth sulfate (SLES). Det finder man i rigtig mange produkter lige fra tandpasta til intimvask.
Skrappe sulfater kan være hudirriterende, så oplever man en kløende hovedbund, ville jeg prøve at skifte til en shampoo uden.
Silikoner er rigtig gode at formulere produkter med og bruges meget i hår og hudpleje. Silikonerne lægger sig uden på huden eller håret og gør det lækkert og glat at røre ved. Vi har fravalgt silikoner, da de er meget svært nedbrydeligt i naturen. Det er et stort problem især i vandmiljøet, når vi skyller vores hårpleje ud i afløbet.
Canada har forbudt en hel del silikonsstoffer allerede for en del år tilbage og EU også sidste år. Pt er miljøministeriet i gang med en kortlægning over silikonesstoffer i kosmetiske produkter. Så vi forventer også at der kommer nogle reguleringer herhjemme i fremtiden. Vi har i hvert fald ikke ville gå på kompromis på dette stof, og derfor er alle vores produkter silikonefri.
Hvorfor er der forskel på shampoo til forskellige typer af hår, og hvad er det der gør forskellen?

Shampoo er ikke bare shampoo – det gælder om at finde en shampoo, der passer til ens hår og hovedbund. Vi tager altid udgangspunkt i at hovedbunden først og fremmest skal være i balance. Hvis du har en sart hovedbund, så skal du måske have en sulfatfri shampoo. Hvis du har skæl, skal du selvfølgelig haven en shampoo, der kan bekæmpe det. Hvis din hovedbund fedter, har du måske behov for en afrensende shampoo.
Men selve hårstrået er jo også meget forskelligt fra person til person. Nogle har et meget fint hår, og de kan opleve at håret mister fylde når de bruger en sulfatfri shampoo der lukker hårstrået mere. Krøllet hår har generelt brug for skånsom vask, da hårstået hurtigt bliver porøst. Det der gør shampooerne forskellige kan fx være de sæbestoffer der er i, pH, aktive ingredienser som fx bekæmper skæl mm.
Hvad skal en shampoo kunne for at det er en god shampoo?
Den skal vaske håret rent uden at genere hovedbunden eller slide unødigt på hårstrået – vi siger den skal vaske håret rent så skånsomt som muligt.
Mange supermarkedskæder er begyndt at lave hårprodukter uden skadelig kemi. Vil det sige jeres produkter er ens? Hvis nej, hvordan og hvorfor?
Det er svært for mig at svare på uden at have indholdsfortegnelsen på de pågældende produkter foran mig. Vores koncept er meget gennemarbejdet og gennemtænkt – det er ikke ”bare” et ”fri for” koncept. Vi har stort fokus på både de ingredienser, vi ikke vil have i vores produkter, men også på hvilke ingredienser vi gerne vil have i – for det skal også virke!
Vi har på et tidspunkt indkøbt en ret billig sulfatfri shampoo fra et supermarked, og den manglede faktisk det vaskeaktive stof. Altså den var sulfatfri men det var bare ikke en shampoo heller.
Overordnet set synes jeg det er godt, der kommer større fokus på at udvikle alternative produkter uden fx sulfat og parfume, for jeg tror det er til forbrugernes fordel.
Hvorfor bør man vælge parfumefrie hårprodukter?
Parfumeallergi er i stærk stigning. Især hos mænd hvilket viser, at mænd og drenge er begyndt at bruge flere plejeprodukter. Hvis alle ens skønheds/pleje produkter er parfumerede, bliver det jo til rigtig meget parfume, man bliver eksponeret overfor i løbet af et enkelt bad. Vi vil gerne tilbyde et alternativ, hvor man selv kan vælge parfume til. Vi har mange kunder, der skriver til os når de lige er blevet klar over, de har parfumeallergi og bliver nødt til at skifte alle deres produkter ud. Det er fedt at kunne hjælpe der.
Hvorfor har I valgt at lave hårpleje uden parfume, parabener, skrappe sulfater og silikone?
Vi har i bund og grund valgt at lave nogle produkter, vi selv kunne stå inde for. I mange år var min far, der har grundlagt Purely Professional, rådgiver for frisørbranchen omkring deres kemiske arbejdsmiljø. På den måde blev vi opmærksomme på hvor mange skadelige stoffer, der fandtes i hårpleje. Så vi besluttede os for, at det kunne vi godt gøre bedre. Vi har set rigtig meget på hvilke stoffer, der er allergifremkaldende, hudirriterende eller decideret skadelige – og det går vi selvfølgelig uden om. Og så ser vi også på, hvad der er skadeligt for miljøet – som fx silikone – for miljøet skal vi også passe godt på.
Møder i fordomme om hårpleje uden parfume og skadelig kemi?
Faktisk ikke rigtigt – måske lidt i starten – men nu er folk tunet ret meget ind på hele det clean beauty koncept, vi er en del af, så det synes jeg faktisk ikke.
Virker hårpleje uden parfume og skadelig kemi lige så godt som dem med?
Parfumen har jo ingen effekt i et produkt, så at udelade den gør ingen forskel. Langt hen ad vejen synes jeg, at hårprodukterne uden skadelige stoffer kan mindst det samme – især på vask og pleje.
Hvis du er vant til fornemmelsen af silikone i dit hår, så vil det føles anderledes, når du skifter til produkter uden. Det er klart. Men silikonen har ikke nogen egentlig plejende effekt, så den længerevirkende effekt af plejende olier, der trænger ind i håret, synes jeg, klart er at foretrække.
Når det er sagt, så kommer dog vi ikke uden om, at en hårspray på aerosol, der er drevet frem på æter, kan altså noget andet end vådlak en på en almindelig pumpe – sådan er det. Men så må man vælge, hvad der er vigtigt for en.
Jeg håber, dette interview gjorde dig klogere og hvis du har lyst til at læse mere om Purely Professionals produkter og vision, kan du besøge deres hjemmeside her.
Har du nogle spørgsmål, er du altid velkommen til at stille dem herinde.
Ha’ en smuk dag.
Med hjertet Camilla.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!