Tines fødselsberetning

Læs med når Tine fortæller hendes fødselsberetning.

Det første man bliver mødt af, når man træder ind i Tines charmerende gamle hus er hendes doodle, Pelle. Han logrer med hele kroppen og løber en i møde i døren. Det næste, man bemærker, er den milde duft af nyfødt og den beroligende barselsstemning. Det er ikke så mærkeligt, for i det bløde lys fra de gamle vinduer ligger lille Luna og bobler. Hendes fødsel vil Tine gerne fortælle om. God fornøjelse. 

”Jeg har med 18 måneders mellemrum født to smukke piger. Min første fødsel var det man kalder en styrtfødsel. En af de fødsler der går så hurtigt, at man efterlades i en tilstand af chok. At man simpelthen ikke når at have sig selv med i alle de overvældende ting. Der sker med både krop og sind, når man gennemgår noget så vildt som det at føde et barn. Efterfødselstiden var af den grund en enormt svær periode, og bl.a. af den grund var det ikke udelukkende en glædelig overraskelse, da jeg fandt ud af jeg skulle have nummer to. Men her er hun og jeg er klar til at dele min oplevelse med dem, der på den ene eller anden måde kunne have gavn af at blive lukket ind i min fortælling. 

Jeg tror uanset om det er en god eller en dårlig oplevelse, at det er overvældende, vildt og ekstremt at føde et menneske. Men selvom min anden fødsel også var heftig, kan mine to fødsler på ingen måde sammenlignes. 

At kunne stå fast ved din intuition

For det første fordi jeg følte mig enormt stærk i mig selv, mine værdier og beslutninger anden gang. Jeg fandt en virkelig dejlig Doula, Charlotte, der står bag Moderly. Hun gav mig en unik ro og tryghed, idet jeg vidste hun og min kære mand, Frede, forstod mig og ville kunne tage over, hvis jeg ind imellem faldt lidt ud af mig selv og ind i smerten. Det hjalp mig enormt meget at have dem med gennem det hele, at se på dem, hjalp mig med at være groundet.

Noget af det sværeste i mine fødsler har været at finde ud af, hvordan jeg kunne have mig selv med i alle lægernes anbefalinger og ønsker for, hvordan det hele skulle forløbe. Det kan være enormt svært at skulle stå fast på en mavefornemmelse, når der står en ekspert overfor dig og anbefaler noget andet. Og det oplevede jeg en del. Jeg har stor respekt for læger, sygeplejersker og jordemødre, men der var ting, der ikke føltes rigtige for mig, og dem stod jeg fast på. Hvilket jeg kan mærke betød enormt meget for mig og den fødsel jeg endte med at få med Luna. 

Jeg havde også forberedt mig denne gang sammen med Charlotte, min doula. Vi snakket enormt meget om den første fødsel med Roberta for ligesom at bearbejde chokket. 
Med Roberta tog de vandet, og så var hun ude efter 3 timer, hvilket var alt for hurtigt for mig. Jeg nåede slet ikke at være med i det. Derfor husker jeg også denne her fødsel mere smertefuld, simpelthen fordi jeg var til stede. Jeg nåede slet ikke at forstå, at det var nu, jeg skulle føde Roberta, før hun pludselig var på vej ud. 

Luna

Med Luna var det helt anderledes. Jeg havde faktisk veer i den latente fase, mens jeg var på arbejde. Jeg havde et teamkald, hvor jeg var nødt til lige at trække vejret indimellem fordi der kom en ve. Jeg var enormt glad for at opleve den her latente fase, fordi jeg slet ikke havde den med Roberta. Så på den måde kunne jeg ligesom nå at mærke, hvad der snart skulle ske. 

Hermed ikke sagt det ikke gik stærkt denne gang. I det man kalder den aktive fase, gik fødslen af Luna faktisk endnu hurtigere. Jeg gik fra 4 til 10 cm på en halv time, hvilket var så vildt, at de faktisk ikke helt troede på det på hospitalet. Jeg fik pressetrang, mens jeg stadig var på fødemodtagelsen. Men da de tjekkede så måtte de jo erkende at jeg havde ret. 

Da vi kom til fødestuen fik jeg ilt, hvilket var enormt vigtigt for mig, fordi det hjalp min vejrtrækning med at forblive rolig. Herfra gik der kun 30 minutter, så var hun ude. Men det hele foregik enormt roligt. Jordemoderen førte min hånd ned til Lunas hoved, da det var ude. Det synes jeg var virkelig rart og fint, at jeg fik lov at mærke hende, inden jeg pressede hende helt ud. Vi var kun 4 på stuen, med Roberta var vi 9. Og som noget af det allervigtigste, fik jeg hende op lige efter. Med Roberta fik først lægen, så Frede og så jeg hende. Det var alt for længe for mig og jeg kan mærke, det faktisk havde en kæmpe betydning. Det gjorde noget for det det dyriske, organiske instinkt, at jeg virkelig mærkede det her moderinstinkt, at nu skal jeg passe på det her barn. 

Helingen

Tiden efter har virkelig været noget helt andet end første gang. Vi har hygget os helt enormt og jeg er ret sikker på at fødslen har alt med det at gøre. De første 14 dage efter fødslen med Roberta kan jeg nærmest ikke huske, fordi jeg var så chokeret og i så mange smerter. Denne gang var vi ude og gå tur 3 dage efter. Så jeg er enormt lettet og det føles så helende for det traume den første fødsel var, at jeg nu har haft så god og stærk en oplevelse. 

Mit eneste og bedste råd til alle der skal føde er, at mærke efter og stole på din mavefornemmelse. Hvis der er noget du bliver anbefalet, som du er usikker på eller som gør dig utryg, så spørg ind. Både til hvorfor de anbefaler dig det og til hvad konsekvenserne kan være, hvis ikke du følger dem. Prøv også at tale med flere forskellige. Det er ikke altid den ene du snakker med er enig med resten af det lægefaglige personale. Det oplevede jeg, og det gav mig noget ro i, at mine følelser og fornemmelser også var vigtige og rigtige. 

Jeg er dybt taknemmelig for, at Luna nu ligger her og har det godt. Det er så fantastisk at hun er kommet, selvom jeg var chokeret og usikker i lang tid efter jeg fandt ud af, at jeg var gravid. Jeg har en følelse af, at mit hjerte er fyldt ud.”, Tine ser kærligt ned på sin lille Luna, mens en dråbe mælk løber fra mundvigen, ”Selvom jeg ikke vil udelukke, der kommer flere.” 

Her kan du læse om Tines graviditet med Luna.